Forsiden
Kontakt
Dyrene
Årets gang
Kogebog
Hvad er hvad
Opskrifter
Foreningen
Medlemsskab
Billedarkiv
Andre foreninger
Index
 

Marokkanske Forårsruller

(Birgitte Holten og Michael Sterll)

Ind imellem – ikke så sjældent – kommer vor venlige nabo forbi med lækkerier. Da de – både naboer og lækkerier – tilmed er af marokkansk oprindelse, bliver de ikke alene modtaget med begejstring, men også med stor nysgerrighed.

Senest kunne vi smovse i ”Marokkanske Forårsruller”, og da vi Koklappere ikke lever af hakkebøffer og pasta med kødsovs alene, sikrede vi os også en opskrift. Den gives her – med stor tak – videre! Uændret, men med vore kommentarer i kantet parentes.

Ingredienser til indholdet

1 kg hakket oksekød
1 fint hakket løg
1 tsk. salt (efter behag)
1 tsk. sort peber
1 tsk. gurcum [curcuma ~ gurkemeje – indisk arrowroot]
½ tsk. ingefær
1 tsk. kanel
1 tsk. ”Syv krydderier”
1 kvart muskatnød
[Syv Krydderier er – som sin nære slægtning karry – et blandingskrydderi, der kan købes i de fleste velassorterede mellemøstlige forretninger. Det findes i utallige variationer, og da nogle af ingredienserne meget hurtigt mister duft og smag, bør man enten købe det i meget små portioner eller - med en god kværn - lave det selv. Ganske som de øvrige krydderier. Gurkemeje er en knoldvækst af ingefærfamilien med aldeles yndige blomster; som helt frisk har den en svag behageligt krydret smagt, men dens vigtigste betydning er som farvestof til silke- og finere uldstoffer og som billig erstatning for den aldeles ubetalelige ægte safran. ]

Tilbehør ved stegning af løg

3 spsk. olivenolie
½ kg fint hakket løg
1 tsk. kanel
Hakket persille (ca. 3 spsk.)
4 æg
Revet ost (ca. 200 g)

Yderligere tilbehør

Forårsrulle-dej [eller filo-dej – begge dele kan købes i de fleste supermarkeder; såre simple selv at lave, men grumme tidskrævende]

Sådan gør du:

Kødet og ingredienserne blandes godt sammen i en skål

En gryde bliver sat på komfuret med middel varme – så det ikke brænder på. Det tilsættes ca. 3 spsk. olivenolie. Blandingen hældes i, og der røres kontinuerligt, indtil væsken er dampet af, og kødet er blevet smukt brunt (ca. 10-15 min.)

Samtidig har du haft en stegepande på komfuret – også på middel varme – hvori du har stegt det halve kg løg med et par spsk. olivenolie. Når løgene er blevet gennemsigtige og næsten gyldne, tilsættes kanelen, den hakkede persille og de fire rørte æg. Det røres godt sammen i 2-3 minutter. Nu hældes de stegte løg i kødblandingen, og det hele blandes godt sammen. Lad nu det færdige fyld stå og køle af. Når fyldet har nået ca. stuetemperatur, kan man begynde at rulle. Alt efter størrelse på dejstykkerne fyldes der ca. en stor spsk. fyld i hver pakke, og rullerne forsegles med vand eller æggehvide, så de ikke åbner under bagningen. (Der følger som regel en brugsanvisning med pakken).

Rullerne pensles med smør og bages til de er gyldne. (ca. 10 min. i en forvarmet ovn ved 250°.

Rullerne kan med fordel fryses ned før stegningen og bages på et senere tidspunkt, når I har brug for enkel og hurtig mad!

Omar Boujida

Foreningen kan kontaktes via mail til formanden Flemming Sørensen formand@sundbyko.dk